Jeg har i flere år haft den ære og opgave, at finde dyr til den store krybbe i Karlslunde Strandkirke. Jeg skulle hente store udstoppede dyr med trailer – vildt bøvlet, men også fuldstændig pragtfuld, for der var nemlig en helt særlig detalje: ét af dyrene skulle være anderledes. Så blandt fårene, gederne og æslerne var der f.eks. et bæltedyr eller en giraf. Et dejligt minde fra Strandkirken og dens glæde ved det, som ikke lige umiddelbart passer ind.

Det mest vidunderlige for mig i denne tid er fællesskabet med andre mennesker. Men det er også noget af det sværeste. Når jeg skal være ærlig har jeg ret høje forventninger til både mig selv og andre. Jeg (og særligt de andre) skal ligesom passe ind til mine forventninger. Passe ind som stalddyr i en stald. Men jeg opdager, at jeg ikke selv passer ind. At jeg også selv falder igennem og stikker udenfor. Måske lige netop derfor elsker jeg en broget forsamling som mødes med fælles centrum men aldeles ikke fælles baggrund og historie og måske heller ikke samme overbevisning. Der føler jeg mig godt tilpas. Jeg kan se mig rundt og mærke, at her er der også plads til mig.

Jesus kan blive et fælles mødested. Et kærlighedens mødested. Han er en kærlighedgave og et kongebarn, vi alle gerne vil se og komme tæt på. Mit ønske for vores kristne fællesskaber er, at de må fyldes til randen og vokse i højden og bredden og antal og rumme alt fra konger og hyrder til får, æsler, giraffer og bæltedyr.