Jeg har i dag været på besøg hos en amatør-astronom og fik lov at se hans fantastiske stjernekikkert og nogle særdeles smukke billeder af vores nabogalakse, Andromedagalaksen, som han selv havde taget. Jeg elsker den fornemmelse af, at benene bliver skubbet væk under mig, og jeg har den hver gang jeg står ansigt til ansigt med det store uforklarlige og imponerende univers. Bare tanken om, at det lys, man kan se fra galaksen, er 2,5 millioner år gammelt, gør mig svimmel og lille.

Jeg har det som den 6-årige Steen, der står og kigger op på stjernehimlen og i desperation råber: Jeg har betydning!

Det må jeg have, men i sammenligning med, hvor stort universet er, kan jeg godt lige få mine tvivl. Måske er jeg ikke centrum i universet alligevel:)

For mig giver det en enorm tryghed at tro på, at der er en Gud bag det hele, som har skabt det hele og haft et formål og en plan med det. En Gud, som er langt over min fatteevne, og som jeg har ingen mulighed har for at putte i en kasse.

Men jeg tror, at den Gud, har valgt at vise, hvem han er i mennesket Jesus Kristus, så jeg har en chance for at forholde mig til ham. At Gud ser på mig på samme måde, som Jesus så på mennesker.

Og så bliver benene igen fejet væk under mig, og jeg forstår, at jeg virkelig har betydning! For universets skaber endda!

Så Steen har ret – han behøver ikke engang råbe det i desperation!