Man skal ikke træde et søm op i foden, og det er der flere grunde til. Det gør temmelig ondt og der er risiko for infektion. Men det er ikke det værste. Det værste er at være hjælpeløs. Man kan kun sidde eller ligge ned og alt det man lige skulle, kan man ikke.

Det minder mig om corona. Alt det jeg lige skulle, som jeg ikke kan, pga forsamlingsforbud, afstandsregler og begrænsninger. Og det er jo ret vigtige ting. Det er helt vildt vigtigt, det jeg laver og jeg har betydning for andre. De kan da ikke undvære mig.

Hvorfor er det så svært for mig? Måske fordi det rører ved min identitet. Vores identitet får vi typisk gennem det vi ejer, det vi udretter eller det andre siger om os. Det gælder for vores identitet i denne verden. Men i Guds rige er det anderledes…

At være elsket, er min sande identitet og det gælder, når jeg er nyttig, eller når jeg er ledig. Da Jesus bliver døbt kommer Helligånden over ham, og Gud siger: Dette er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag. Samme identitet har jeg fået. Jeg er Guds elskede datter. Uanset hvad jeg ejer, hvad jeg udretter og hvad andre siger. Det er det mest fantastiske. Det er så pragtfuldt og frigørende og det burde råbes fra hvert et tag… Det er så anderledes end hvad denne verden giver mig. Det budskab kan jeg leve og dø på.

Lad os i denne tid og til enhver tid være nogen, der minder hinanden om vores identitet i Guds kærlighed til os. Lad os minde hinanden om, at Gud er centrum og det vigtige er, hvad han gør og ikke hvad vi gør.