Svigerforældre. I skal lige høre lidt om mine…

Allerførste besøg, står min dengang kommende svigerfar med armene ud til begge sider og byder mig velkommen med et stort kram. Jeg var total fremmed og alligevel følte jeg mig velkommen. Der var meget, der var anderledes end mit eget hjem, og jeg føler mig til tider stadig meget fremmed i kulturen, men de har altid haft åbne arme overfor sådan en “fremmed som mig”.

Og så er der masser af mad. Jeg mener virkelig masser af mad. “Man kan svælge i fede retter” Og det er der altid, uanset hvor mange gæster, der er. Der er to køleskabe og der er to frysere, som er stopfyldte, så man ikke lige løber tør. “Fedekalven er slagtet og ligger på køl og venter på at blive spist”. 

Når familien er samlet sørger mine svigerforældre hele tiden for, at vi har nok at drikke og spise. Der fortælles historier. Jokes og sjove kommentar står på kø og der bliver debateret nye el-biler og telefoner. Snakken går lystigt om det, man er optaget af, og der bliver grinet højlydt. Og så rydder mine svigerforældre af. Sørger derefter for aftenkaffen og aftenkagerne. De er de sidste der går i seng og de første der står op, for at gøre morgenmaden klar.

Gud er gæstfri. Han byder os velkommen med åbne arme og et “velkommen hjem”. Det gør han altid, uanset om det er mit første besøg eller om det er længe siden, jeg har besøgt ham. Han møder mig med en anden verden, et andet rige. Jeg er på en måde fremmed og så alligvel føler jeg mig fuldstændig hjemme i hans rige. Jeg kan godt have mine indvendinger imod Guds gæstfrihed: Er der plads til mig? Eller du kender mig vist ikke helt, siden du byder mig indenfor. Har du set alt det bagage, jeg tager med mig ind i dit hus?  

Men når vi bliver budt ind i Guds hjem, så er det nok. Jeg kommer ind, som jeg er, snakkende, med alle mine følelser, med alle mine tanker, med alle mine længsler og med mine kampe. Jeg har hele mig med ind og han siger “Velkommen hjem, Nina. Hvor er det godt at se dig.” Og når man først møder Guds velkomst og kærlighed, som dækker alle mine tanker om mig selv og andre, så har man ikke lyst til at være andre steder. Sådan er Gud. Han elsker dig og mig uden betingelser. Som intet andet menneske kan elske os. Hos ham er det nemt at være. Hos ham glemmer man sig selv for en stund. Det handler lige pludselig ikke længere om mig. Men om ham. Om bare at være elsket af ham. Bare at være fri i ham. Bare at være hos ham.

I “Rodfæstet” er en af vores praksisser at øve os i gæstfrihed.