Jeg har lige været en uge i Løgumkloster på kursus. Jeg elsker rytmen når man er der, andagterne, bønnen og regelmæssigheden, og det, at alle ved, hvad man skal hele tiden. Men især elsker jeg roen. For det er jo sådan, at store ting kan ske i stilheden. 

Det er jo en viden, vi som kirke har haft siden tidernes morgen. Når man skal træffe store beslutninger skal der ro til, så må man ud i ørkenen og faste, man må trække sig tilbage fra dagliglivet og se på sit liv udefra, for det er de færreste, der magter at bygge en flyvemaskine, mens de flyver den. 

Det er oldgammelt kirkelig grundstof, men ikke desto mindre er det en viden, vi ret ofte har det med at glemme. Ind imellem ser det ud som om, vi satser lidt lovlig meget på at kirkelig Ironmantræning og glemmer, hvor det er vi skal finde kræfterne. 

I den her mærkelig tid vi lever i, hvor alt bliver aflyst og vi ikke kan være sammen som vi plejer, tænker jeg rigtig meget på, at det kan være Gud vil os noget. Det kan være at hans plan med det hele er, at få os til at stoppe og høre efter. I stilheden i Løgumkloster følte jeg mig for alvor tiltalt af Gud, og jeg fandt mening i bibelsteder jeg aldrig før har forstået. 

Det var langt mere givende end mange timers undervisning og læsning af svært stof. Ikke nok med at Gud så at sige fik råbt mig op igen, jeg fik lært at lytte, og det er vel en af de største sandheder vi som kirke skal huske at give videre; nemlig hvis du vil høre noget nyt, så må du faktisk lære at holde din mund og lytte lidt efter. Jeg er bange for at det er en sandhed der er ved at gå tabt i denne forvirrede verden hvor alle har deres egen sandhed og alle sandheder er lige vigtige. Hvis vi vil bestå som kirke med reelt indhold og ikke kun som underholdning og ritualforvaltning, så skulle vi måske ind imellem huske vores menigheder på, at vi også skal tie for at modtage, at vi ikke bare kan tale og agere hele tiden, men at der er en tid til at tale og en tid til at tie.  

I stedet for at finde på alle mulige mystiske måder vi kan være kirke på, skulle vi måske begynde at fortælle os selv og hinanden,  at livet er svært, sådan er det for alle, og der er tider hvor alt synes mere mørt og tungt end andre tider, der er ingen nemme veje udenom, men vi kan lære at leve med alt det, der er svært og skræmmende, vi kan lære at forstå og accepter at vi ind i mellem skal træffe svære valg og tage tunge beslutninger, og at det kan være nemmere at gøre det kvalificeret hvis man ind i mellem trækker stikket ud, også af computerne og opsøger lidt fred og ro, og lytter til hvad der bliver sagt til en. OG det behøver ikke være særlig svært, det er bare at finde en stol og en bibel, og lukke døren og insister på at få lov ti alt være lidt alene. Så kan man som regel få lov til at sidde i fred og lade sig tiltale af Gud.  

 Jeg tror vi skal prøve at bruge disse uger og dage her i anden corona bølge på at lytte og åbne vores sind for Guds vilje, i stedet for at blive slået ud af alt det vi ikke kan gøre som vi plejer. Og selvfølgelig kan man blive trist og deprimeret og føle sig ensom, men Jeg er helt sikker på at Gud vil os noget.