Jeg længes efter den profetisk gave i Folkekirken. Jeg kender til det fra karismatiske kirker, og jeg læser om den profetiens nådegave i brevene fra Paulus, men jeg synes, at den gemmer sig lidt i Folkekirken. Og jeg indrømmer, at den er vild svær at have med at gøre. Der er flere spørgsmål end svar, som f.eks.: Hvordan kan man høre Guds stemme? Hvordan ved man, når noget er fra Gud eller bare fra en selv?

Nej, så er det nemmere at forklare Gud. At gøre sig gode og store tanker om Gud. Fint at formulere på afstand og undervise om Gud. Det ved vi, hvad er og kan forholde os til.

Graham Cook skriver om den profetiske tjeneste:

“For far too long, the Church has been a people of explanation. God has not put us here to explain Him; He doesn’t need our help, and we’re not very good at rationalizing him anyway. We can’t explain Him, and we’re certainly not supposed to apologize for Him. No, we are here to declare who He is. We are here to proclaim His majesty, at the best way to do that is by living it”

Det vækker en længsel hos mig, at vi må være med til at proklamere Guds suverænitet i stedet for at forklare ham. At vi med en profetisk røst må pege på, hvem Gud er i vores liv ved at leve det. Det er det, som det profetiske er. Det er, at give plads til, at Gud er Gud, og jeg er menneske. Det er, at overgive sit liv, sine tanker, sine ideer, fornuft og vilje til Gud. Lad Ham tale, virke og gøre. Træde et skridt til siden, sådan at Han kan komme til.

Det har folket brug for. Folket råber og hvisker og længes efter en proklamation af Gud i denne mærkelige verden.

Det længes jeg efter.