En af de mest fasttømrede dogmer i Danmark er, at tro er en privatsag. Det gør det svært for mange at tale med andre om tro og praktisere det sammen med andre. Både indenfor og uden for kirken. Samtidig er der en længsel efter det modsatte! Mange længes efter at dele tro og liv med andre, men har ganske enkelt ikke redskaber til det og tænker også, at det sikkert vil være akavet, hvis man gjorde det.

Vi har i Kirke på vej arbejdet i dette spændingsfelt i en årrække, og noget af det, vi faktisk har succes med, er at skabe rammer for, at mennesker i og uden for kirken kan mødes og dele tro og liv med hinanden. Til det har vi udviklet nogle enkle redskaber og praksisser, som gør det let at komme i gang. Nogle bruger dem i menighedsrådsarbejde eller på visionsdage. Andre bruger de samme redskaber i mødet med psykisk sårbare, der mødes for at synge i kor. Corona-tiden har lært os, at det også kan lade sig gøre online – at det faktisk kan fungere rigtig godt. Det kan lade sig gøre i dagligstuer, på cafeer, i sognegårde – ja, selv på en gåtur.

Jeg er nået til den konklusion, at det kan lade sig gøre overalt. At det er muligt at skabe en enkel ramme for, at mennesker kan mødes og dele liv og tro med hinanden hvor som helst. Og jeg kan se, at behovet er stort – ikke mindst i den mærkelige tid vi lever i.

Så derfor er min udfordring til dig, som læser dette, at overveje, om ikke du skulle være med til at gøre sådan noget som det tilgængeligt for andre. Det kan lade sig gøre med helt enkle redskaber, men det kræver, at der er mange, der griber faklen og går igang.

Hvis dette vækker noget i dig, så tøv ikke med at kontakt mig eller andre i Kirke på vej netværket. Så lad os mødes og se, hvor det kan føre hen:)

For at tro er noget, vi har brug for at gøre sammen med andre – det har aldrig være tanken, at det skulle være en ‘privatsag’!