VI ER INSPIRERET AF
Vi har fra starten været udfordret af de tekster i Ny Testamente, hvor Jesus sender sine disciple ud med evangeliet – særligt Luk kap 10. For på mange måder genkender vi os i den situation, de stod i, og vi oplever, at teksterne har noget afgørende at sige ind i vores tid om, hvad det betyder at være sendt:
Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by. (Luk 10,1-12)
EN DEL AF VORES PRAKSISSER ER INSPIRERET AF NETOP LUKAS 10, 1-12
1. VI GÅR TO OG TO
Vi har en praksis for ikke at gøre tingene alene. Det er meget vigtigt for os at vandre sammen. Derfor sætter vi f.eks. ikke noget i gang før der er et team på mindst to til at gå foran. Det gælder også i lederskab i det hele taget. Vi vil også gerne understrege at det at tro også er noget, vi deler med hinanden.
2. VI HØRER OG HANDLER SAMMEN
De første disciple var afhængige af at høre, hvad Jesus sagde, så de kunne vide, hvor de skulle gå hen. Det er vi også i dag. Vi øver os i at høre fra Gud og se hvad han allerede gør omkring os, så vi kan slå følge med ham i det han gør. Det fleste af ‘Kirke på vej’s praksisser relaterer til denne dynamik. Derfor bliver praksisser for bøn og bibelstudie f.eks. vigtige for os, ligesom praksisser for at lytte til mennesker og byen er det.
3. BØN OG SANG
Bøn er en helt grundlæggende praksis for os. Det er det fundamentale i forholdet til Gud og det er herfra det kan vokse. Formålet er altid at være tunet ind på det, som Gud siger og gør i og omkring os.
Vi synger sammen for at udtrykke troen på Gud i fællesskab og dermed bliver det en praksis for at sætte Kristus i centrum.
4. BIBEL
Som en grundlæggende ting i det at lytte til Gud, hører naturligvis også bibelstudie. Derfor har vi praksisser for at læse Biblen – både alene og sammen med andre.
5. AT LYTTE TIL OMRÅDET
Vi har en praksis for at lytte til en by eller et område i længere tid, før vi sætter aktiviteter i gang. Det gør vi fordi vi tror, at Gud allerede er i gang og at det er vores opgave at lytte os ind på det.
6. AT DELE LÆNGSLER
Det er blevet en praksis for os at dele længsler. Vi har erfaret, at det er et godt sted for mennesker at mødes uanset hvem man er. Det skaber et mødested mellem mennesker, men faktisk også mellem Gud og mennesker, for det vi længes efter er ofte et aspekt af Guds Rige.
7. AT KOMME TOMHÆNDET
Vi øver os i, som de første disciple, at lade bagagen blive tilbage. For os betyder det blandt andet at efterlade den kirkekultur vi kommer fra, når vi bevæger os ud i nyt land. Det betyder også at komme, som nogen, der ikke har alle ressourcerne og svarene, men som nogle der er afhængige af andre mennesker og som er parate til at lære nyt.
8. AT KOMME MED FRED
Vores praksis er at velsigne de steder, vi kommer frem, og de mennesker, vi møder. Vi forsøger at se mennesker og steder ‘med Jesu øjne’.
9. AT GÅ IND AD ÅBNE DØRE
Som de første disciple skulle spejde efter ‘fredens hus’, så spejder vi efter åbne døre og mennesker, der byder os velkommen. Vi er afhængige af andre menneskers gæstfrihed og at de åbner en dør for os. Når det sker er det vores praksis at gå ind og se hvad der så sker og bruge tid med de mennesker, der er der. Spise deres mad og tage del i deres arbejde og lytte til dem.
10. AT DELE LIV OG TRO MED HINANDEN
Det er vores praksis at dele tro og liv med hinanden på en åben, respektfuld og imødekommende måde. Vi har en praksis for at rumme meget store forskelle i livserfaring og -forståelse samtidig med at vi sætter Kristus i centrum.
11. GOD TID
Vi er dybt afhængige af, hvad Gud gør, og ikke af hvad vi selv gør, og for Gud er tid noget andet end det er for os. Derfor praktiserer vi at have god tid i alt, hvad vi arbejder med. Det kan være udfordrende og det lykkes ikke altid, men vi minder hinanden om, at det hele afhænger, hvad Gud gør, og ikke af hvad vi gør. Og det er os, der afgør hvad kalenderen skal fyldes ud med.
12. TAKNEMMELIGHED
Vi øver os i at være taknemmelige, fordi det løfter vores blik væk fra os selv og mod Gud, hvorfra vi modtager alt. Det betyder at vi ofte starte en samtale eller en gruppesamling med at sige tak. Vi oplever, at det samler os, uanset hvor vi er på vores trosvandring.
13. AT HANDLE PÅ DET VI HØRER
De første disciple blev udfordret på at praktisere Guds rige, hvor de blev lukket ind. Vi har en praksis for at prøve det af, når vi synes vi har ‘hørt’ noget. Det kan føre til små ting, men også til større projekter. Det kan være en bøn for nogle, der er syge, et måltid mad til en der kommer forbi eller et ord til trøst og opmuntring. Alt sammen for at pege på Jesus som centrum.
14. CENTRUM OG RAMME
De første disciples praksis var at gå ind i den givne kultur med det som de bragte med sig – nemlig Guds rige. Vi forsøger at gøre det samme.
Derfor er det blevet en vigtig praksis for os at sætte Kristus i centrum i alt vi laver. Det betyder i praksis, at der er plads til mange forskellige menneskelige og kirkelige baggrunde – og det er spændende.
Vi ønsker ikke at lade vores rammer definere os, men vi lader os definere af vores centrum. Derfor ser vi ikke på, om mennesker er udenfor eller indenfor rammerne, men vi ser på, om de vil følges med os i samme retning; nemlig mod Kristus og derfra mod verden.
Vi er fælles om at fokusere på Kristus som centrum. Det er ham, vi ønsker at ligne og følge, også når han ikke ligner os. Derfor vil vi lytte til ham, følge ham og møde verden, som han møder verden.
