“I’m no longer a slave of fear. I am a child of God” Denne sang hørte jeg i morges på min løbetur. Jeg løb mig en tur, efter en dårlig nat med alt for mange tanker.
Præstation er min “afgud”. Jeg ved ikke om du kender det med at have noget du higer efter og forventer alt godt fra? Måske er det ikke præstation for dig, men anerkendelse, rigdom eller prestige, som du tilbeder. Ikke sådan med vilje, men bare helt underliggende i dit daglige liv.
Jeg har forventet alt godt fra præstationsguden. Når det går godt, er den jo god ved mig. Jeg får anderkendelse. Jeg er glad. Folk kan li mig og jeg kan li mig selv. Men den er godt nok hård, når det ikke går godt. Når tingene mislykkes og jeg ikke magter opgaverne og ansvaret. Så sover jeg ikke. Så er jeg modløs og har allermest lyst til at flygte fra det hele.
Im no longer a slave of performance, I am a child of God.
Det tror jeg på, men jeg har brug for andre til at fastholde mig i denne tro. Jeg har brug for dagligt at være nær ved Gud, som kalder mig sit barn og som kalder mig ind i frihed og fællesskab med Ham. Uanset om jeg præstere eller ej. Og jeg har brug for andre at vandre med i dette.
Ville være super hvis det var narkomaner og luder, jeg kunne vandre med. Eller bare en enkelt eller to på atindepresiv – for så er der sikkert også plads til mig. Så kan jeg nemlig slå en prut, græde eller komme træt og opgivende og være lidt mere mig selv. Og så skal vi vandre med Gud. Han skal fortælle os, hvor højt elsket vi er og at han kan holde os ud, også når vi ikke kan holde hverken hinanden eller os selv ud!
Det er kirke for mig.
Seneste kommentarer