Meget tyder på, at coronakrisen langt fra er overstået endnu. Vi må vænne os til at afstandskrav og afspritning er kommet for at blive. Måske skal vi endog vænne os til at begynde at bruge mundbind, lyder det fra forskellig side.

En anden ting vi må vænne os til – og det tror jeg er en rigtig god ting – er at kirke er noget vi er i små fællesskaber. I hjemmene, på græsplæner, alle mulige steder. Hvorfor ikke bruge meget mere energi på at få erfaringer med det, fremfor at prøve at samles mange med alle de bøvlede restriktioner, der gør, at det i virkeligheden ofte bliver en tam oplevelse?

Neil Cole, som leder en bevægelse af små organiske kirker, sagde for nylig: ‘Vi er nødt til at have et mere relationelt udtryk for kirke, hvis kærlighed er vores mål.’ Og jeg kom til at tænke på, at der hvor jeg erfarer kærlighed mest – både til Gud og mennesker – er i små fællesskaber.

Måske er det vores store chance som kirke lige nu, at begynde at satse meget mere på små levende fællesskaber med Jesus i centrum. Fællesskaber, hvor vi i praksis udlever vores tro, vores håb og vores kærlighed sammen med andre.

Det kunne jeg godt vænne mig til!