Har lige hørt Victor John fortælle hvordan Covid19 har ramt Indien. Victor John er missionær og kirkeplanter og fortæller åbent og gribende om nøden i hans land. Man kan vælge at gå i stå, fordi man ikke kan overskue fremtiden. Måske går man lidt i hi og venter på at verden bliver normal igen. Eller man kan holde fast i hvem Gud er og hvad han har gang i. Gud er god og trofast, han elsker os uden betingelser og han har gang i sin mission. At møde ethvert menneske med evangeliet, og sætter os i frihed i Jesu nåde.
I Indien da Covid19 gjorde at landet lukkede ned, er de gået i bøn og har besluttet sig for at hjælpe mennesker med mad. De satte sig for at nå 10.000 men har nået mange gange flere, og det selvom de startede ud med ingen ressourcer. Og så har de startet 13 nye kirker. For som Victor John siger:
“Det er simpelt. Du hjælper mennesker og du deler evangeliet. Fortæl dem, hvad Jesus har gjort for dig. Men man må være intentionel og vedholdende. Jeg er blevet afvist mange gange, men så er jeg bare blevet ved.”
Hvad med Danmark? Covid19 har også ramt os og taget fællesskab fra os. Vi har bekymringer og uro for fremtiden og vi savner alt det, vi plejer at gøre. Vi troede, at vi havde styr på det hele, og det gik bare derud af. Vi må søge Gud og holde fast i hvem han er, og at han stadig har gang i sin mission!
Lige nu kan du ikke komme i kirke eller på bibelcamping, men hvad kalder Gud dig så til? At lære din familie eller dine naboer bedre at kende? At gå en tur med en ven? At lytte til en ensom nabo og hjælpe hende med haven? Gud kalder os til at se mennesker med Guds øjne, at se efter revnen ind til deres længsler og deres hjerte. Der kan du fortælle dem, hvad Jesus har gjort for dig.
Måske er det bare så simpelt?
Seneste kommentarer