For nylig var jeg til landemode – en Gudstjeneste i domkirken, hvor stiftsamtmanden, præster og provster og biskop en gang om året hilser på hinanden og hvor administrative kirkelige sager kan afgøres.
Og jeg sad der i den store flotte domkirke og tænkte; er det her virkelig sådan her at kirke skal være. Skal vi virkelig sætte de her skel mellem præster og menighed. Er det i det hele taget i Luthers ånd, og hvad med Gud? Mon det er sådan han vil have sin kirke på jorden.? Fyldt af flotte uniformer og i rangordnet procession.?
Heldigvis kan man jo finde svar på alle sine spørgsmål i biblen.

Engang sagde Jesus; ”Hvis du bliver indbudt til en fest, så skal du ikke sætte dig øverst ved bordet. Måske kommer der en der er fornemmere end dig, så og så komme han der har indbudt jer begge og beder dig om at forlade den plads. OG så må du med skam forlade din plads ved højbordet og sætte dig længere ned. ”

Mon ikke Jesus med det prøver at sige til os, at nu skal vi lige passe lidt på med at tro, at vores egen betydning her i verden eller i kirken er så vigtig.
Måske var det en ide, at tænke lidt over hvad Jesus rent faktisk siger til os, når vi vil være kirke sammen. For hvis vi vil indrette os i fællesskaber hvor vi rangere mennesker efter ydre tegn og fortjenester, så kan vi hurtigt komme ind i en måde at være sammen på, hvor vi alle sammen bliver skammet ud. Af hinanden og de dagsordener vi opsætter for samvær. Når vi rangerer hinanden ud fra uniformer og ordener, og laver skel mellem dem og os, så bliver vi alle sammen en del af en rangering, der i sidste ende kan fra tage os al værdi. Ganske enkelet fordi vi insistere på at værdi er noget menneskeskabt, og ikke noget der er er givet af Gud.
Det er ikke den slags fællesskaber, jeg ønsker mig når jeg kommer i kirke. Jeg ønsker mig en kirke hvor vi i fællesskab bryder brødet, og drikker vinen. En kirke hvor vi beder sammen og læser i biblen sammen, og hvor vi i fællesskab lytter til hvad Jesus siger til os. En kirke hvor vi er nysgerrige på hvad vi hver især hører Gud sige, og på de forskellige opgaver vi hver især har. Ikke én kirke hvor vi går i processioner og holder hinanden fast i et stramt mønster af social kontrol.
Jesus er ret klar i mælet. Både når han taler direkte til os, og når han taler i lignelser. Det er ikke svært at forstå hvad han siger. Det svære er nok at leve efter det, for vi mennesker vil gerne selv. Vi vil gerne selv sætte dagsordenen.
Det går bare ikke når vi vil være kirke. I en kristen kirke er det Gud der sætter dagsordenen, ikke menneskers ambitioner og forfængelig.
”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes..”